Ragnarok

Forfærdeligt i Hornet Heimdal blæser
På Buen, til den frygteligste Kamp,
Mens Midgardsormen løfter sig og hvæser.
Den skønne Regnbue hyller sig i Damp.
Ned ride Guderne - da Broen brister,
Og Skyen suger Dunsten som en Svamp.
Sin bedste Prydelse da Himlen mister,
Utgardeloke staaer for Snekkens Rand,
Det sorte Flag sig ned i Bølgen sænker,
Mens ud af Sumpens dunkle Mosevand,
Af Jetter fuld, sig Nagelfare lister.
Da seiler frem til Kamp hver Klippens Mand.

Da nærmer langsomt Mulmet sig fra Syd:
Dybt i den sorte Støtte Flammen brænder
Med blaalig Ild, til alle Jetters Fryd.
Det Surtur er, som Afgrundsvælget sender,
Den frygteligste Mulmets Kæmpe,
Med stålblå Sværd.

As-Odin rider op til Kampens Færd,
Med Gugner styrter Ulven han i Møde
Dog dræber Fenris Valhals Herre god,
Da lyser der en stakket Morgenrøde
Der krymper Midgardsormen sig.
Den vånder sig i Krigens hede.
Da kommer Thor med løftet Hammer!
Skønt længe Thor kun blindt i Skællet rammer.

I Døden den sig om hans Fødder snoer,
Den oversprøjter ham med Gift og ser
Blod farver Panden rød, hvor Mosset gror.
Thor går med Sejr bort men blegnet bukker
Sig Helten snart ni Skridt derfra han gik,
Så synker han, og brustent Øje lukker.
Garm dræber Tyr Tyr traf Uhyrets Hjerte
Fra Krogen springer Loke frem som Katten,
Men Heimdal styrter ham til Nastronds Lukke,
Så svinder Heimdal selv, som Farv' i Natten.

Nys glimted svage Lys, nu glimte færre.
Alskabningen nedsank i Regn og Død.
Da er igjen Alfader ene Herre.
Jeg sang om Guders og om Verdens Nød,
Nu tolker jeg det Håb, den Trøst som følger:
En nyskabt Jord står frem af Havets Skød.
Ungt speiler Græsset sig i friske Bølger,
Biergfossens Skum skal atter Klippen tvætte,
Hvor Skyen svæver og hvor Ørnen følger.